FAABORG KANONÉRLAUG

  

 

 

 

Hvem er vi?  

Faaborg Kanonerlaug er en militærhistorisk forening, der har som formål at genskabe og udbrede viden om dansk militærhistorie og den kultur- og lokalhistorie, som knytter sig hertil. Udgangspunktet er 1700-tallets slutning og starten af 1800-tallet: Napoleonskrigene, bedre kendt som Englandskrigene.    

Lauget blev stiftet d. 3. juni 2003. Det har p.t. 24 aktive medlemmer, fordelt på 16 kanonerer, 7 trosmadammer og 1 sanitetstrop. Alle uberygtede mænd og kvinder kan søge om optagelse i lauget.

 

Hvad laver vi?

Vi deltager i kulturelle og historiske arrangementer i både ind- og udland. Vi saluterer med Faaborgs historiske kanoner fra 1795 samt andre originale historiske kanoner. Derudover saluterer vi med historiske tidstypiske sortkrudts forladevåben: flintgeværer (musketter) og flintlås pistoler.

Lauget laver selv og deltager i udstillinger om militærhistorie, hvor vi indgår som figuranter og dermed er med til at levendegøre disse udstillinger.

Vi er ofte med i såkaldte reenactments (gentagelse af militær-historiske slag og begivenheder) i både Norge, Sverige og Danmark.

 

Hvad kan vi?

Vi kan afgive salutter med kanon, musketter og pistoler og giver opvisning i datidens kanoneksercits og kampformationer og forsøger at vise datidens livsvilkår for soldater i felten.

Vi kan levendegøre historien gennem små rollespil vise

 

-          datidens hvervning af soldater – typisk fra markedspladser, værtshuse og horehuse.

-          tidens barske militære straffemetoder for at opretholde disciplinen

-          hvordan kantonnementslivet (indkvartering hos private i by og på land) foregik

 

Ofte har vi samarbejde med andre aktører og skuespilskompagnier ved større arrangementer.

 

Faaborg Kanonerlaug kan i øjeblikket stille med op til 16 soldater i historiske artilleriuniformer anno 1807 med bandolerer, patrontasker, brødposer, sabler osv. Soldaterne er desuden bevæbnet med historiske flintlåsmusketter. Vi har en tambour, der trommer på en original tromme fra 1765 samt en pibedreng (fløjtespiller).

Lauget råder over og benytter to store originale 6 punds kanoner fra 1795 samt en 1 punds kanon fra 1641.

 

Vi kan opstille en soldaterlejr med officers-, mandskabs- og marketendertelte med inventar, flag, kogegrej m.v. En marketenderske og et par ”trosmadammer” i den tids klædedragter fuldender billedet af en travl og farverig militærlejr anno 1807.

Derudover har vi medvirket i historiske TV-serier for bl.a. DR og Nationalmuseet. 

Og – for en sikkerheds skyld – sortkrudt, skydevåben, sabler og åben ild er farlige i ukyndiges hænder. Derfor har alle laugets medlemmer fået undervisning i betjening af kanoner, håndskydevåben og sabler og aflagt en teoretisk og praktisk prøve jf. gældende sikkerhedsreglementer.

 Kontakt Faaborg Kanonerlaug, hvis Jeres arrangement har brug for et kulturhistorisk og professionelt indslag, hvor vi giver garanti for en flot og forrygende levendegørelse af historien.

Henvendelse sker til formand Susanne Christiansen på mail: formand.fkl@gmail.com for yderligere oplysninger og aftaler.

 

 

 

 

 

 

 

 


Faaborg Kanonérlaug - også kaldet Olebanden - i ilmarch på vej mod nye slag

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk