|
|
Vedtægter for Faaborg Kanonérlaug
§1 Foreningens navn er Faaborg Kanonérlaug. Foreningen har hjemsted i Faaborg.
Foreningens postadresse skal være formandens.
1.1 Foreningens formål er salutering med Faaborg kommunale og andre kanoner ved
festlige lejligheder og kulturelle arrangementer.
1.2 Foreningens medlemmer optræder altid i historiske uniformer fra Artilleriet
år 1807.
1.3 Foreningen kan også deltage i kulturelle arrangementer uden for Faaborg by,
hvor den kan give opvisning med kanoneksercits og skydning med historiske
kanoner til salutering og skarpskydning.
§2 Som medlem kan optages alle uberygtede med interesse som anført i §1 stk.
1.1 og 1.2 og 1.3. Ansøgning om medlemskab skal ske skriftligt til foreningens
postadresse. Der er mulighed for, at der kan optages passive medlemmer.
Personer, der har gjort sig særlig fortjent af foreningen, kan efter forslag
fra bestyrelsen udnævnes til Æresmedlem af Faaborg Kanonérlaug. For at kunne
deltage i salutering med kanoner, musket og pistol, skal medlemmet have
gennemgået NNA`s (Nordisk Napoleon Alliance) sikkerhedskursus for artilleri,
infanteri, kanon, musket og pistol. Medlemmet skal have modtaget bevis herfor.
2.1 Efter udsættelse af kanonerne hvert forår, og efter indtagning af kanonerne
hvert efterår, skal/bør det fejres med indtagelse af en frokost/middag et
passende sted. Nogle af skålene kan/bør indtages med salutmarkering. Udgifterne
til festlighederne afholdes ligeligt mellem de deltagende medlemmer og evt.
indbudte.
§3 Bestyrelsen træffer alle aftaler om foreningens deltagelse i arrangementer,
men kan dog uddelegere ansvaret til et eller flere medlemmer. Bestyrelsen,
subsidiært det eller de medlemmer til hvem ansvaret er uddelegeret, skal drage
omsorg for, at foreningen får størst mulig kompensation for udgifter relateret
til deltagelse i arrangementer.
§4 Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen ud fra et budget udarbejdet
af bestyrelsen. Kontingentet er forfalden til betaling 1. februar. Udmeldelse
af foreningen skal ske skriftligt til foreningens postadresse som er Formandens
mail adresse.
§5 Bestyrelsen kan udelukke et medlem når dette ikke har opfyldt
kontingentbestemmelserne, har vist usømmelig eller uhæderlig opførsel, eller på
anden måde skadet foreningen. Enhver udelukkelse af et medlem skal forelægges
den ordinære generalforsamling til efterretning.
§6 Bestyrelsen består af en formand som vælges direkte på generalforsamlingen,
samt 4 menige medlemmer. De konstituerer sig med sekretær og kasserer. Formand
og bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Formand og sekretær vælges i
ulige år. Ved evt. stemmelighed i bestyrelsen har formanden 2 stemmer.
6.1 Derudover vælges 2 suppleanter som er på valg hver år, en første og en
anden suppleant. Suppleanterne har adgang til bestyrelsesmøderne. Dog uden
stemmeret. Desuden vælges 2 interne bilagskontrollanter som er på valg hvert
andet år, henholdsvis på lige og ulige år, samt 2 suppleanter for disse, som er
på valg hvert år.
6.2 Bestyrelsen er ansvarlig, men hæfter ikke for de betroede midler.
6.3 Ethvert medlem, som er restancefri, har valgret, og er selv valgbar til
bestyrelsen.
6.4 Foreningen skal prøve at søge midler ved fonde og sponsorater, til hjælp
ved uniformering og andre hjælpemidler. Ellers skal medlemmerne selv bekoste
den personlige udrustning
§7 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den ordinære
generalforsamling afholdes hvert år i marts mdr. med følgende dagsorden.
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Indkomne forslag
6. Valg af formand.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
8. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
9. Valg af bilagskontrollanter.
10. Valg af suppleanter for bilagskontrollanterne.
11. Eventuelt.
7.1 Indkaldelse til ordinær generalforsamling udsendes af formanden senest 14
dage før afholdelse af denne, vedlagt dagsorden, samt evt. forslag fra
medlemmer eller bestyrelsen.
7.2 Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen skal skriftligt afgives
til bestyrelsen senest 1. februar, eller 1 mdr. før afholdelse af
generalforsamlingen.
7.3 Vedtagelserne på generalforsamlingen sker ved almindelig stemmeflertal. Ved
ændringer af vedtægter kræves 2/3 stemmeflertal af de fremmødte.
§8 Bestyrelsen kan med 14 dages varsel indkalde til ekstraordinær
generalforsamling. Bestyrelsen skal indkalde såfremt ¼ af medlemmerne
skriftligt fremsætter ønske herom.
8.1 Alle forslag på en ekstraordinær generalforsamling skal have 2/3 flertal af
de fremmødte for at kunne vedtages.
§9 Beslutning om foreningens ophør kan kun vedtages på 2 af hinanden følgende
generalforsamlinger med dette som eneste punkt på dagsordenen.
Generalforsamlingerne afholdes med 1 måneds mellemrum. Beslutningen om ophør
skal begge gange vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer.
9.1 I tilfælde af foreningens ophør henstår evt. midler i 1 år, hvorefter de
overgår til kulturelle formål i Faaborg, efter generalforsamlingens ønsker.
Således vedtaget på den
stiftende generalforsamling i Faaborg den 3. juni 2003 og revideret ved
generalforsamlingerne den 18-3-2008 og d. 25-3-2010.samt 27. marts 2023
|
|